Hvad er risikofaktorer?

;

Hvad kendetegner risikofaktorer?

Når forsikringsselskaberne skal beregne en pris på den forsikring, du ønsker at tegne, skal de bruge en masse informationer om dig, og om det du ønsker at forsikre. Disse informationer vurderes ud fra en række risikofaktorer.

Grunden til at du på denne måde vurderes som kunde er, at forsikringsselskabet prøver at beregne risikoen for, at du vil gøre brug af din forsikring. Hver gang en kunde får brug for deres forsikring, koster det forsikringsselskabet penge. Derfor har denne risiko betydning for din årlige præmie.

Hvilke risikofaktorer der benyttes, og hvordan de hver især vægtes, kan svinge meget forsikringsselskaberne imellem. Fælles for dem er, at de typisk er baseret på ulykkesstatistikkerne i dit lokalområde og altså ikke bare er tomme antagelser om specifikke målgrupper.

LÆS OGSÅ: Hvad er en forsikringspræmie?

 

Hvad kan jeg selv gøre?

Nogle af risikofaktorerne, såsom alder og adresse, er ikke lette at ændre på, men der er andre ting du kan gøre, for at forsikringsselskaberne vurderer dig til at være en mindre risiko. Jo lavere en risiko du udgør for selskabets økonomi, jo billigere bliver din forsikring.

Er der tale om en bilforsikring, kan du eksempelvis købe en bil med færre hestekræfter, der tilmed er billigere at reparere. Således udviser du, at du ikke har tænkt dig at køre stærkt, og at erstatningen ikke bliver skyhøj i tilfælde af skader.

Det er altså en god ide at sætte sig i forsikringsselskabets sted, og vurdere hvad dit egentlige behov er, i forhold til det du ønsker at forsikre. Dyrker du ekstremsport bliver ulykkesforsikringen dyrere, og vedligeholder du ikke huset vil præmien på din husforsikring ligge i den høje ende - alt sammen fordi du vurderes som en risikabel kunde.