Fem alternative rejsedestinationer

Der er noget inspirerende over at komme udenlands. Nye oplevelser giver fornyet energi til hverdagen. Det kan være dyrt at rejse. Men det behøver ikke at koste mange penge at komme udenlands. Derfor giver vi dig inspiration til fem alternative destinationer i Europa.

Vi har valgt en række steder, som kan fungere som et mere prisvenligt alternativ til de populære sommerdestinationer. Fælles for dem alle er, at sol og varme er i højsædet. Og de ikke er mere end et par timer væk i fly fra Danmark.

Du skal være opmærksom på, at tre af landene på vores liste ikke er medlem af EU. Det betyder, at det blå sygesikringsbevis ikke dækker. Derfor kan vi råde til at tegne en rejseforsikring, hvis uheldet skulle være ude.

1. Palanga, Litauen

Palanga - Litauen

Litauen er normalt ikke et sted, som man forbinder med sol og strand. Men der er rig mulighed for afslapning, varme og sol i Palanga. Stedet er et af Litauens mest populære turistdestinationer, men det betyder ikke, at priserne er steget. Stedet er ikke slået igennem hos danskerne endnu, så du har mulighed for at være på forkant til lavpris. Med direkte fly fra København kan du få sol og strand til et niveau, hvor alle kan være med.

Dette må du ikke gå glip af:

Palanga Amber Museum ligger midt i byens store, botaniske have. Museet rummer op mod 28.000 stykker rav. Efter besøget kan du gå en tur i haven, som danner rammen for museet.

Billigste fly og hotel:

Tur/retur med SAS til Palanga for 1300 kroner. Hotel til 400 kroner pr. nat. Begge i juli.

 

2. Saranda, Albanien

Saranda - Albanien

Der er ikke mange som ved det, men Albanien har en af Europas bedste og mest uopdyrkede kystlinjer. Som det mere populære Kroatien ligger det ud til Adriaterhavet. Det betyder, at du kan få samme strandoplevelse til meget færre penge. Charterturismen er langsomt på vej frem, og landet er parat til at tage imod solglade turister. Med et enkelt stop er der flyvninger til den græske ø Korfu, hvorfra du kan tage en hurtigfærge til Saranda. Her står solen og priserne i stærkt kontrast til hinanden.

Dette må du ikke gå glip af:

Lidt udenfor byen ligger Ksamili. Her er flere ubeboede øer, som du let kan svømme eller sejle ud til. Det er en unik mulighed for uspoleret stemning i et uopdaget hjørne af Europa.

Billigste fly og hotel:

Tur/retur med Norwegian til Korfu for 1700 kroner. Hotel til 250 kroner pr. nat. Begge i juli.

 

3. Tivat, Montenegro

Tivat - Montenegro

Det lille land Montenegro ligger side om side med Albanien. Ligesom sit naboland er Montenegro ved at vinde vej frem på turisternes radar. Der er rige muligheder for sol i sommerhalvåret, og med azurblåt vand, palmer langs strandpromenaden og nogle af Sydøsteuropas laveste priser har du gode muligheder for en billig ferie. Du kan flyve direkte fra København til Dubrovnik i Kroatien. Derfra er der kun to timer i taxa til Tivat.

Dette må du ikke gå glip af:

Tivats kystlinje er betagende. Hengemt lidt udenfor ligger Plavi Horizonti i udkanten i en af Montenegros mange skove. Det er en autentisk naturoplevelse, som kan nås i kort distance fra byen.

Billigste fly og hotel:

Tur/retur med SAS til Dubrovnik for 2200 kroner. Hotel til 300 kroner pr. nat. Begge i juli.

 

4. Porto, Portugal

Porto - Portugal

Portugals andenstørste by har potentiale til at blive den næste store turistmagnet. Byen tilbyder sol og varme samt strand inden for kort afstand. Kombineret med en autentisk bykerne kan du få det, som Barcelona normalt trækker turisterne til. Lave priser på indkvartering samt mad og drikke giver dig muligheden for strand- og byliv ikke langt fra Danmark. Med direkte fly fra København er det en oplagt mulighed for dem, foretrækker et mere økonomisk valg.

Dette må du ikke gå glip af:

Ribeira Square er samlingspunkt for byen. Her får du et bredt udvalg af restauranter, cafeer og barer. Der er ikke mange skridt fra pladsen ned til havnen, hvor udvalget af spisesteder fortsætter.

Billigste fly og hotel:

Tur/retur med Ryanair til Porto for 1600 kroner. Hotel til 300 kroner pr. nat. Begge i juli.

 

5. Ohrid, Makedonien

Ohrid - Makedonien

Ohrid er Sydøsteuropas svar på Gardasøen. Hengemt mellem bjerge og betagende natur er der rig mulighed for afslapning, restaurantbesøg og badeture i behageligt ferskvand. Alt dette får du til et prisniveau, som er indrettet efter makedonsk standard. Hotelstandarden er på niveau med det, du kan forvente af en velbesøgt turistdestination. Du kan flyve direkte til Skopje, Makedoniens hovedstad, fra København. Derfra kan du tage en taxa til Ohrid, hvilket tager cirka 2,5 timer.

Dette må du ikke gå glip af:

Ohridsøen er hovedattraktionen for alle besøgende i byen. Det er en af de største søer i Makedonien, og vandet er krystalklart til at bade i.

Billigste fly og hotel:

Tur/retur med Wizzair til Skopje for 1800 kroner. Hotel til 200 kroner pr. nat. Begge i juli.

 

Med vores liste har vi givet vores bud på, hvor en billig ferie eventuelt kan gå hen. Derfor håber vi også, at du har fået inspiration til din næste rejse.

Relaterede blogindlæg