Sådan er din bil dækket på bilferien

Den danske sommer har det med at svigte vejrmæssigt. Derfor rejser vi danskere ofte ud i verden. Dels for at opleve noget, dels for at få noget bedre vejr. En populær rejseform for danskerne er bilferierne, som prismæssigt ligger lavere end flyrejser, hvis man er flere, der rejser sammen.

En essentiel del af bilferien er naturligvis bilen. Mange er i tvivl om, hvordan bilen er dækket, når den kører over den danske grænse. Er du én af dem kan du her læse om hvordan du er dækket, og om det er nødvendigt at tegne ekstra forsikringer eller vejhjælp til bilen.

Inden du læser videre skal vi gøre opmærksom på, at denne artikel udelukkende handler om, hvordan du er dækket med egen bil. Hvis du lejer en bil gælder der andre regler.

Læs mere om bilforsikring her

Dette SKAL du kende: Det Grønne og Røde kort

På Mikonomi.dk mener vi, at alt for få bilejere kender til det grønne og røde kort. Disse kort giver adgang til nogle ret gunstige ordninger, som mange har mulighed for at benytte, uden at de faktisk ved det.

Her får du en oversigt over hvad det røde og grønne kort giver mulighed for:

  • Grønt kort = ansvarsforsikring: Det grønne kort er bevis på, at du har en gyldig ansvarsforsikring på din bil. Da det er lovpligtigt for alle bilejere i Danmark at have en ansvarsforsikring, betyder det samtidig, at alle har adgang til det grønne kort. Læs mere om det grønne kort længere nede i artiklen.

  • Rødt kort = vejhjælp: Har du en kaskoforsikring på din bil, har du adgang til det røde kort. Det røde kort giver dig mulighed for vejhjælp i udlandet. Læs mere om denne ordning længere nede i artiklen.

    Mikonomi Sådan Er Du Dækket På Bilferien

Det grønne kort er din ansvarsforsikring i udlandet

I Danmark er det lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på sin bil. Ansvarsforsikringen dækker den skade, du med din bil måtte forvolde på andre personer eller genstande. Kører du eksempelvis ind i en person på en cykel, dækker din ansvarsforsikring for de skader både cyklen og personen har fået.

I og med du har en ansvarsforsikring i Danmark, skal du ikke være bange for eventuelle erstatningskonsekvenser så snart du kører over Danmarks grænser. Det grønne kort er dit bevis på, at du har en ansvarsforsikring, og du er således også dækket ved skader på andre personer eller genstande i udlandet.

Her er du dækket med det grønne kort:

  • EU lande, samt Norge, Schweiz, Island, Andorra og Serbien, hvor du ikke behøver medbringe kortet men blot dit registreringsnummer.

  • Albanien, Bosnien/Hercegovina, Hviderusland,  Iran, Israel, Makedonien, Marokko, Moldavien, Montenegro, Rusland, Tunesien, Tyrkiet og Ukraine. Her Skal du medbringe kortet.

Her bestiller du det grønne kort
Hos dit forsikringsselskab

Det røde kort er din vejhjælp i udlandet

Selvom mange ikke er klar over det, så har man faktisk adgang til vejhjælp i udlandet, såfremt man har en kaskoforsikring på din bil. Vejhjælpen sker gennem firmaet SOSInternational, og det er faktisk en ret solid hjælp, man har adgang til.

Gennem det røde kort og SOSInternational kan du få følgende hjælp, hvis du kører i stykker i udlandet:

  • Vejhjælp på skadestedet - eksempelvis punktering

  • Bugsering af din bil til et værksted, såfremt bilen ikke kan repareres på skadestedet

  • Lokaltransport og/eller omkostninger til hotelophold, hvis bilen ikke er færdig samme dag.

  • Lejebil

  • Hjemrejse af personer

  • Hjemtransport af bilen

  • Fremskaffelse af reservedele, hvis de ikke er tilgængelige på skadestedet eller værksstedet

Alle disse ydelser er altså noget, du har adgang til, hvis du har en kaskoforsikring. Også selvom du ikke tilkøber yderligere vejhjælp gennem forsikringsselskabet eller andre aktører som eksempelvis Falck, DanskAutohjælp eller FDM.

Her er du dækket med det røde kort:

  • Albanien, Andorra, Belgien, Bosnien & Hercegovina, Bulgarien, Cypern, Danmark, England, Estland, Finland, Frankrig, (inkl. Korsika), Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Holland, Hviderusland, Iran, Irland, Island, Israel, Italien, Kosovo, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Makedonien, Malta, Marokko, Moldavien  Monaco, Montenegro, Nordirland, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland (indtil Uralbjergene), San Marino, Schweiz, Serbien, Skotland, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tunesien, Tyrkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn, Wales, Østrig

Her bestiller du det røde kort
Det er faktisk ikke nødvendigt at medbringe det røde kort. Det vigtigste er, at du har din bils registreringsnummer. Kører du i stykker, skal du kontakte SOSInternational og ikke dit forsikringsselskab. Hvis du alligevel ønsker at medbringe det røde kort, kan du selv printe det ud ved at klikke her: Det røde kort

Hvad med kaskoforsikring?

Du har nu læst, hvordan du er dækket i forhold til ansvarsforsikring og vejhjælp, og det efterlader til sidst spørgsmålet om, hvordan din kaskoforsikring dækker i udlandet.

Kaskoforsikringen dækker de skader, der sker på din egen bil. Det kan eksempelvis være tyveri eller buler, hvor ansvaret ikke kan placeres på nogle specifikke personer.

Som udgangspunkt dækker din kaskoforsikring også når du kører de udenlandske veje. Der kan dog være variationer afhængigt af, hvilket forsikringsselskab du har. Derfor anbefaler vi dig, at du kontakter dem og får en personlig rådgivning i, hvordan din kaskoforsikring dækker i udlandet.

Fare for dobbeltforsikring

Hvis der er noget, der er ærgerligt, så er det når man betaler for det samme to gange. Og det er der rigtigt mange mennesker, der gør når det kommer til vejhjælp i udlandet.

Som du kan læse længere oppe i artiklen, så har du ret til en solid vejhjælp i udlandet, såfremt du har en kaskoforsikring på din bil. Da mange ikke er klar over dette, så tilkøber de vejhjælp gennem andre aktører som eksempelvis Falck, Dansk Autohjælp eller FDM. Og det er dumt, for du får ingen nævneværdig ekstraværdi ud af det i forhold til vejhjælp i udlandet.

Vejhjælp Oversigt

Dansk Autohjælp hører faktisk under firmaet SOSInternational som netop er dem, der står for vejhjælpen gennem det røde kort. Har du vejhælpsabonnement gennem SOS/Dansk Autohjælp til udlandet og har kaskoforsikring på bilen, er du således dækket med vejhjælp i udlandet to gange gennem samme firma.

Hvis man ser nærmere på Falck og FDM, tilbyder de heller ikke noget nævneværdigt af ekstraværdi til vejhjælpen i udlandet. Vi har således her opstillet en oversigt over vejhjælpsmuligheden gennem de forskellige tilbud:

Vi gør opmærksom på, at der kan være nuancer, hvori dækningerne varierer fra hinanden. Det kan eksempelvis være i forhold til tidsgarantier mm. Dette kræver dog en nærlæsning af betingelserne, som du kan finde på udbydernes hjemmesider:

SOSInternational ( det røde kort)

Falck

FDM

Dansk Autohjælp

Udover dette, gør vi også opmærksom på, at det røde kort ikke dækker vejhjælp inden for Danmarks grænser, hvorfor et abonnement hos en af de andre udbydere har sin berettigelse.

Relaterede blogindlæg