Hvis banken siger nej, så la' vær'

Hvis banken siger nej, så lad vær' 

Du sidder måske og drømmer om en ny sofa, et TV, en computer, eller en blender til køkkenet fordi du skal til at være sund. Du går derefter ind på din netbank og ser, at dine likvide midler ikke lige kan realisere dine nye drømme. Du tænker, jeg tager en tur i min bank, de kan helt sikkert låne mig pengene til mine nye behov.

Du kontakter din bankrådgiver og aftaler en tid. Du ankommer til banken, og fortæller din rådgiver, at du gerne vil tage et lån, lad os sige på 50.000 kr. Uden at tænke over, at det lån, faktisk nemt kan komme til at koste dig op til 77.995 kr. Det kan koste dig op til 77.995 kr. fordi der er en variabel rente på 9,00 - 17,45 %. Ej at forglemme, at du også betaler stiftelsesomkostninger på 2.042 kr. I best case scenario, kan du "nøjes" med at betale 64.784 kr. tilbage over 5 år, i worst case scenario, betaler du 77.995 kr. tilbage.

Din bankrådgiver fortæller dig, at du ikke kan få et lån, fordi banken har vurderet din økonomi til at være for stram til at kunne afdrage på lånet. Du går desværre skuffet hjem, og sætter dig foran dit gamle tv. En reklame kommer på skærmen, den fortæller dig, at du kan låne 50.000 kr. lige nu og her.

Det eneste du skal gøre er at sende en sms lån til nummeret, som er vist til sidst i reklamen. Du tænker Yes, det gør jeg, det er nemt og hurtigt, og banken skal ikke bestemme om du skal have et lån eller ej. Jo det skal de, hvis banken siger nej, så lad vær. Der er en grund til, at banken siger nej. Et forbrugslån er til dem, som har evner til at betale beløbet tilbage, uden at blive dårligere stillet i sin dagligdag. Der skal være frirum i ens økonomi, før man optager et forbrugslån.

Vi befinder os i en tid, hvor det er nemmere end nogensinde før, at anskaffe sig hurtige penge. Det kan være igennem banken, sms lån, eller lån på nettet. Du skal som person bare være opmærksom på, at den årlige omkostning i procent, ved optagelse af sms og hurtige lån online, kan komme til at koste dig en formue. Det kan ende med at blive en ond spiral. Hurtige lån er noget der kan mærkes på pengepungen mange år frem.

Ifølge Finansrådet, har hver femte ung mellem 18 og 29 år en gæld på over 100.000 kr. Det er en tidlig alder at optage så meget gæld på. Det anbefales derfor, at hvis et forbrugslån skal optages, så skal det ske igennem din bank, eller hvis du er studerende, via SU lån, som har en lav årlig rente. Lad fornuften sejre, det kan der spares mange penge på.

Alle tal, som er anvendt til at udregne eksemplet omkring forbrugslånet, er fra Danske Banks forbrugslåns udregner, og er kun vejledende.