Unge skal være særligt opmærksomme når de tager forbrugslån

Mange unge tager forbrugslån, da det giver nem adgang til at skaffe økonomiske midler nu og her. For nogen kan der være fordele ved at tage forbrugslån, også kaldet kviklån, men der kan også være ulemper ved et forbrugslån, som man skal være opmærksom på.

Forbrugslån kan være ideelle, hvis man står og mangler penge til en computer eller ny mobiltelefon. Der kræves ikke nogen dokumentation for hvad man skal bruge pengene til, og det kræves heller ikke at man stiller nogen sikkerhed. Det er endda muligt at søge lån på nettet og få pengene på kontoen dagen efter, eller søge lån via en sms til sin bank. Dette adskiller et forbrugslån fra andre lån, såsom boliglån eller billån.

Dog skal man være opmærksom på, at renten på forbrugslån er meget højere end ved almindelige lån.1 Forbrugslån er derfor mest egnet til kortsigtede løsninger, da man er nødsaget til at betale det lånte beløb forholdsvist hurtigt tilbage for at undgå at betale for meget i rente.

Høj rente

Da renten er meget høj ved forbrugslån, er det derfor også blevet en stor indtægtskilde for bankerne og konkurrencen er hård mellem dem om at kunne udbyde det bedste forbrugslån til kunderne. Det kan derfor være en god idé at undersøge markedet inden man tager det første og bedste forbrugslån, da der er penge at spare.

Derudover er det vigtigt, at man ikke låner flere penge end hvad man kan betale tilbage. Mange unge falder i en gældsfælde, da de låner flere penge end de er i stand til at tilbagebetale og havner derfor i RKI. Specielt hos unge har den nemme adgang til forbrugslån fået mange til at havne i en gældsfælde.

Dog har det de seneste to år vist sig, at unge i Danmark er blevet mere opmærksomme på ulemperne ved at tage forbrugslån og dermed afholder sig fra at tage sådanne lån. Ifølge en undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet fra 2013 havde 40 procent af unge mellem 18 og 34 år et forbrugslån. Dette tal er i 2015 faldet til 28 procent.2

Denne udvikling kan tyde på en større opmærksomhed omkring egen økonomi blandt de unge. I mange tilfælde havner unge i en gældsfælde ved at tage forbrugslån grundet manglende styr på egen økonomi og budgettering. Risikogruppen er netop de unge, der ikke formår at tilpasse deres månedlige budget til tilbagebetaling af deres forbrugslån. På den måde bliver deres økonomi overhalet af de høje renter, som forbrugslån kræver.

At unge kommer i gæld ses som et samfundsproblem og der er derfor blevet sat større fokus på at rådgive unge til at blive gældsfrie. For at sænke antallet af gældsramte unge har Forbrugerrådet Tænk og Danske Studerendes Fællesråd indgået et samarbejde om et rådgivnings- og oplysningsprojekt under overskriften "Styr din gæld - Inden den styrer dig".3 Målet med projektet er ikke kun at nedbringe de unges gæld, men også at uddanne dem til at tage vare på deres økonomi på sigt.