Unge og økonomi: 10 råd til din ungdomsøkonomi

For dig som ung kan det være svært at overskue din økonomi - både hvad angår din nuværende situation, men også din fremtidige. Vi giver dig 10 gode råd til din økonomi.

Info om unge og økonomi

Som ung er man ikke vant til at styre økonomien i en husstand, og derfor er det selvsagt en stor opgave lige pludselig at skulle løfte. At holde styr på udgifter og indtægter er ikke så nemt som det lyder - og slet ikke, når man har været vant til at far og mor har klaret pengesagerne for en.

Derfor går det også økonomisk galt for mange unge. Uoverskueligheden fører ofte til økonomiske problemer, der rækker langt ind i den voksne tilværelse. Det er derfor vigtigt at forebygge denne økonomiske uoverskuelighed.

Det handler om ikke at ryge ind i den onde spiral, som det for mange viser sig at være, når de første økonomiske problemer indtræder. Med vores 10 råd vil du være godt rustet til ikke at ryge ind i denne onde spiral.

Råd 1 - Læg et budget

Dette er og bliver hovedregel nummer et. Et budget giver dig fuldkomment overblik over dine udgifter og indtægter. Du tænker sikkert, at du sagtens kan "holde styr på det i dit hoved". Glem det! Der kommer altid uforudsete udgifter, som du skal forholde dig til.

Et budget lægges oftest over en periode på 12 måneder, og dermed er alle udgifter for hele året medregnet. På den måde inkluderes også de regninger, der kun betales kvartalsvis eller halvårligt - et eksempel er licens, som betales hver sjette måned.

Budgettet fungerer således, at når alle årets udgifter er medregnet, så lægger du det samme beløb til side hver måned. Dit rådighedsbeløb varierer således ikke fra måned til måned, afhængigt af antal regninger.

For dig vil et budget betyde, at du ikke pludselig en måned står og mangler penge. Det giver overblik og ro i maven.

Råd 2 - Spar penge op

Du har sikkert hørt det mange gange før, men vigtigheden ved at sætte penge til side kan ikke understreges tydeligt nok. Du SKAL i dit budget inddrage en post, der hedder opsparing.

Ved at sætte penge til side opnår du en sikkerhed for, at dit liv ikke bryder sammen, hvis nogle af dine ejendele går i stykker. Du ved aldrig, hvor længe din computer, smartphone eller støvsuger virker. Derfor er det godt, at du er dækket ind, så du ikke er nødsaget til at foretage lån, hvis én af ovennævnte genstande skulle miste livet.

Hvis ikke dine ting går i stykker, er du jo bare heldig - og kan bruge din opsparing på andre fornøjelser.

Råd 3 - Indse, at du ikke er millionær

Du er ung, og du er med meget stor sandsynlighed ikke millionær. Lad derfor være med at opføre dig som en millionær. Det er fedt lørdag aften at kunne kaste om sig med drinks og føre sig frem som en verdensmand - men det knapt så fedt dagen efter, når du ikke engang har råd til en tømmermænds pizza.

Når pengene er knappe, bør du prioritere. Hvad er vigtigt for dig? Det kan godt være, at du synes økologiske fødevarer er at foretrække frem for ikke-økologiske, at du finder en Mercedes smartere end cyklen eller, at du synes møblerne i Ikea er grimme. Men du bør nok indse, at cyklen, de almindelige fødevarer og Ikea-møblerne er det bedste valg på nuværende tidspunkt.

Du er ung, og du skal nok nå at få råd til de ting, du ønsker dig. På nuværende tidspunkt, må du dog nøjes.

Råd 4 - Nej tak til impulskøb

Har du ofte gået gennem byens strøg eller gågade og fundet noget, du absolut MÅ eje? Naturligvis har du det - det har vi alle. Det er dog vigtigt, at du kan finde evnen frem til kun at købe de ting, du oprigtigt har brug for.

Impulskøb er roden til meget ondt i den privatøkonomiske verden. Du skal derfor altid overveje meget grundigt, om den genstand, du netop er blevet forelsket i, virkelig er noget, du har brug for.

En god måde at gøre dette på, er, at du, når du er blevet forelsket i en computer, telefon eller andet, går hjem og overvejer købet i en dag eller to. Ved at sove på købet undgås mange impulskøb. Det er endvidere en god idé at rådføre dig med venner og familie.

Hovedstol -og -laaneprovenu

Råd 5 - Vær ligeglad med, hvad andre tænker

Dette råd skal ses i forlængelse af råd tre og fire. Du skal være ligeglad med, hvad andre tænker, når du kommer cyklende på en gammel havelåge eller når du sender SMS'er fra din gamle iPhone.

Det kan godt være, dine venner griner ad dig nu. Du kan dog trøste dig med, at dine venner med en vis sandsynlighed har lånt til deres smarte ting. Du kan til gengæld grine ad dem, når du kommer ind i voksenlivet uden gæld.

Råd 6 - Udnyt ungdomsrabatterne

Rigtig mange butikker, både fysiske og netbaserede, anvender ungdomsrabatter i forhåbning om at tiltrække unge kunder. Rabatterne gives oftest til studerende, og de er en gave for dig, der kan anvende dem.

Naturligvis vinder du ikke det store her og nu ved at spare 15 kroner på din klipning. Måden, du skal tænke det på er, at du måske har et forbrug på eksempelvis 50.000 kroner på et år. Kan du spare 10 % hist og her, skulle du altså meget gerne have 5.000 kroner ekstra stående på din konto, når året er omme. Penge som du med god samvittighed kan bruge på fornøjelser, fordi du i princippet har sparet sammen til det.

Råd 7 - Brug kontanter

Oldnordisk lyder det, at du skal bruge kontanter i stedet for hævekort, men det giver altså super god mening i bestræbelserne på at holde forbruget nede.

Ved at anvende kontanter, gør du ligesom dit forbrug mere håndgribeligt. Du får fornemmelse af, at hver gang, du gør et køb, så forsvinder der likvider fra din beholdning. Med et hævekort får du nærmere fornemmelsen af, at du har uanede mængder penge.

En god idé er at hæve et kontant beløb én gang om ugen, og gøre det til krav, at det er, hvad du må bruge hele den næste uge. Det sikrer, at du ikke foretager impulskøb, som du ikke havde råd til.

Ønsker du alligevel at anvende et hævekort, så sørg for, at det er uden kredit, så du ikke kan hæve over.

Råd 8 - Køb aktier

Det lyder måske mærkeligt, at vi opfordrer dig til at købe noget så diffust som aktier, nu når vi har fortalt dig, at du ikke skal bruge penge på dumme ting.

Vi anbefaler dog, at du investerer 500- 1.000 kroner. Det er sådan set ikke, fordi vi tror du kan blive rig på investeringen - tværtimod.

Ved at købe aktier for et lille beløb får du nemlig en indsigt i virkeligheden. Den er nemlig sådan, at du ikke bare kan lave nogle lette penge, men at disse penge meget, meget hurtigt kan forsvinde - præcis ligesom med aktier.

Råd 9 - Pas på med kassekredit

Kassekreditter er farlige. De svarer i princippet til, at du ønsker at ønsker at tabe dig, men alligevel har lager af slik liggende i skabet - det er umuligt at stå for fristelsen.

Derfor bør du altid have en konto og hævekort, hvor det er umuligt at hæve over. På den måde tænker du mere over dit forbrug, og du undgår at komme i minus på kontoen ved månedens udgang.

Råd 10 - Det handler om fornuft

Vi er godt klar over, at ovenstående råd nok leder tankerne hen på et noget kedeligt liv. Du vil nok kalde det røvsygt.

Derfor skal ovenstående råd også "kun" ses som gode retningslinjer. Vi er godt klar over, at det er svært at følge dem 100 %, og at du måske falder for et impulskøb eller to. Men hvis du nu bare kan skære halvdelen væk, så har du også vundet meget på den lange bane.

Så derfor handler det om, at hvis du bare bruger din sunde fornuft og følger rådene tilnærmelsesvist, så behøver livet ikke blive kedeligt af den grund.

Relaterede blogindlæg