A 100% A
Tekst str.
Læsetid: 5 min.
Opdateret:

Få de bedste rabatter med disse 5 apps

Få de bedste rabatter med disse 5 apps.

Vi giver dig en gennemgang, af de apps - vi her på Mikonomi.dk - mener er de bedste til at samle rabatter, tilbud og deals. Der findes utallige restauranter og butikker, der tilbyder rabatter på deres produkter. Problemet er dog at forbrugerne ofte ikke kender til disse rabatter - derfor vil vi gerne forsøge at hjælpe dig.

Er du typen, der ofte bruger for mange penge på fornøjelser som shopping, restaurantbesøg, byture og lignende, skal du se med her. Vi giver dig nemlig et indblik i de 5 bedste apps til at finde rabatter og tilbud, som forhåbentlig kan hjælpe dig med at mindske dit forbrug.

Vi har givet de udvalgte apps en karakter fra 1-6, ud fra følgende kriterier; sortiment, brugervenlighed og design. Alle fem apps kan downloades via Google Play eller App Store.

1. Studiz

6 Stjerner Grøn

Mikonomi.dk giver Studix 6 ud af 6 stjerner. Studiz er en app, der henvender sig til studerende. Den oplyser forbrugeren om alle de steder i nærheden af en, der har studierabat. Man kan sågar uploade et billede af sit studiekort og fremvise sit studiekort over mobilen, hvis man skulle have glemt sit fysiske kort hjemme.

Studiz har både grønne og gule rabatter. Det står for henholdsvis online og fysiske rabatter. Rabatterne spænder vidt og kan være alt fra en gratis sodavand på Burger King til 6 % på alt Apple udstyr.

Appen er nem og overskuelig at benytte og søgefunktionen gør det nemt at finde nøjagtigt, det man søger. Designet er ok, men er et af de få steder appen, kunne forbedres, ved at bruge nogle mere iøjefaldende farver.

Rabatterne er mange og procenterne er store - vi kan på Mikonomi.dk varmt anbefale Studiz, til studerende, der vil mindske sit forbrug.

Studiz Frame 1


2. R2N

4 Grønne Stjerner

R2N er en app, der viser dig hvilke restauranter i nærheden af dig, der har rabat. Appen tilbyder op til 30 % rabat på hele menukortet på forskellige restauranter i nærheden af dig. Appen arbejder ud fra tre parametre, som gør det nemt og overskueligt for dig at vurdere hvad du mest er til:

  1. Afstanden til restauranten
  2. Brugernes vurdering - fra 1 til 6 stjerner
  3. Prisen - på en skala fra 1 til 4

Ønsker du at sortere ud fra andre parametre, kan man også søge på den ønskede mad genre, hvor der er alt fra marokkansk eller nordisk til vietnamesisk.

Appen fungerer rigtig fint og er nem at navigere rundt i og der står ligeledes en lille beskrivelse af hver enkelt restaurant. Designet er stilrent og klassisk og hænger i god tråd med resten af appen

De to eneste ulemper der er ved appen, er at menukortet for den ønskede restaurant åbner i et nyt vindue og at det primært er restauranter i Københavnsområdet. Appen arbejder dog på, at udvide til andre storbyer og samarbejder i øjeblikket med enkelte restauranter i Århus og Ålborg.

R2N


3. Menucard

5 Grønne Stjerner

Menucard er en dansk app, som er udarbejdet i forlængelse af hjemmesiden menucard.dk. Appen tilbyder 10-30 % rabat på hele regningen, i op mod 150 danske restauranter i hele landet. Appen fungerer godt og har et stort udbud, der giver mange muligheder.

Med Menucard appen, kan man sortere efter pris, geografisk placering, samt mad genren.

Medlemsskab af Menucard koster 49 kr. pr. måned. Betaler man de 49 kr., har man adgang til samtlige rabatter appen tilbyder. Ydermere skal det nævnes at rabatten også gælder for én enkelt gæst ekstra. Dvs. at du eksempelvis kan få rabat på både din og din kærestes regning.

Den største ulempe ved appen er den månedlige omkostning på 49 kr., som dog hurtigt er tjent ind, hvis man spiser ude 1-2 gange om måneden. Derudover er appen relativt langsom at bruge, hvilket ikke gavner brugervenligheden. Til gengæld er designet rigtig flot og farverne udgyder både seriøsitet og afslappethed.

Menucard Frame 1


4. Dealhunter

5 Grønne Stjerner

Dealhunter er en app, der tilbyder rabatter i hele Danmark, på alt fra børnetøj til restauranter eller rejser. Specielt på rejser og oplevelser er der store rabatter at hente - ofte op til 50 %.

Appen er meget brugervenlig og overskuelig. Der er ligeledes en søgefunktion, der hjælper brugeren til at finde det rigtige - nemt og hurtigt.

Designet står ikke helt mål med resten og virker en smule rodet, da der er meget tekst og mange forskellige farver.

En stor fordel ved appen, er at man kan købe sine værdibeviser direkte og have dem tilgængelige på mobilen. Dermed slipper man for at skulle medbringe et fysisk værdibevis, når rabatten skal indløses.

Dealhunter app


5. Deal24.dk

4 Grønne Stjerner

Deal24.dk er en dansk app, der viser tilbud i seks af de største byer i Danmark. De har et bredt sortiment, som bl.a. indebærer rejser, wellness og kurser. Rabatten svinger markant, fra 5 % op til ca. 80 %.

Trykker man på et af tilbuddene, bliver man sendt videre til en af appens samarbejdspartnere - altså væk fra appen. Det er inde på hjemmesiden, at man kan købe servicen eller produktet og der er altså ingen transaktion gennem appen, som egentlig kun fungerer som platform for samarbejdspartnerne.

Det er en smule træls at blive sendt videre til en hjemmeside, da det ødelægger brugervenligheden en smule. Designet er en anelse kedeligt og ødelægger helhedsoplevelsen.

Den store fordel ved appen er de store rabatter, men selve brugervenligheden og designet på appen, kunne med fordel forbedres.

Generelt er det den app, der tilbyder de største rabatter. Dog er udvalget ikke så stort som hos flere af de andre apps.

Deal Frame 1


Som lidt bonus info, til dig der har svært ved at gennemskue, hvor meget du sparer hvis du f. eks får 15 % rabat på et køb på 400 kr, vil vi også nævne appen RabatRegnemaskine. Appen kan beregne beløbet, hvis du modtager to forskellige rabatter, samt hvis der er moms på varen. Det er en super nem app at bruge og kræver ingen oprettelse.

Har du stadig svært ved at holde styr på privatøkonomien til trods for hjælpen fra disse apps og du føler at du bliver nødt til at supplere med et lån, kan du læse mere om forbrugslån her.